12-05-2016
NYHED

I maj og juni til ALT for damernes Kvindeløb kan du aflevere dit barns aflagte tøj og legetøj til Red Barnet, hvor frivillige fra genbrugsbutikkerne og lokalforeningerne står klar til at modtage det.

Red Barnet og ALT for damernes Kvindeløb har indgået et samarbejde omkring indsamling af børnetøj, legetøj og børneudstyr.

Langt de fleste af os har tøj, legetøj og børneudstyr liggende derhjemme, som vores børn enten er vokset fra eller ud af. I stedet for at lade det samle støv på loftet, kan tingene komme andre børnefamilier til gode.

Alt du skal gøre er at tage tøjet og legetøjet med under armen og aflevere det på løbspladsen, når ALT for damernes Kvindeløb kommer rundt i landet i maj og juni måned.

Et samarbejde der gør en forskel

Samarbejdet mellem ALT for damernes Kvindeløb og Red Barnet er opstået, fordi begge parter ønsker at gøre en forskel blandt dem, der har særlig brug for det. Chefredaktør Tina Nikolaisen uddyber tankerne bag:

– Her på ALT for damerne ser vi det som vores ansvar at hjælpe andre i de situationer, vi kan. Og vi mener, det er oplagt at anvende vores store fællesskab, som kvindeløbet er til at gøre en forskel for de dårligst stillede børn herhjemme og i udlandet, siger hun.

I Red Barnet er man begejstret for samarbejdet, der ifølge generalsekretær Jonas Keiding Lindholm, kan være med til at øge livskvaliteten for mange børn:

– Det er fantastisk, at ALT for damerne har valgt at bruge deres stærke fællesskab fra kvindeløbet til at hjælpe os med at samle ind til Red Barnets genbrugsbutikker. Kvindeløbet gør det muligt for os at få samlet en masse rigtig gode ting sammen, som andre børn kan få glæde af. Og jo mere legetøj, tøj og børneudstyr, løberne tager med, jo flere børn kan vi hjælpe.

Fra BARN til BARN

Konceptet i Red Barnets 13 BARN til BARN-genbrugsbutikker er ganske enkelt. Familier afleverer deres børns aflagte tøj og ting, hvorefter andre børn kan få glæde af det til en fornuftig pris. 25 procent af genbrugsbutikkernes overskud går til den lokale Red Barnet-lokalforening og projekter i lokalområdet. Overskuddet bliver brugt til alt fra familieoplevelsesklubber til julekurve og madklubber. Den resterende del af overskuddet går til at redde, beskytte og hjælpe de dårligst stillede børn i Danmark og resten af verden.

I Danmark har Red Barnet bl.a. særligt fokus på at bekæmpe mobning og forbygge vold og overgreb mod børn, så der er god grund til at finde de aflagte ting frem fra gemmerne. I resten af verden yder Red Barnet bl.a. akut nødhjælp til børn i katastrofer og på flugt. Red Barnets butikker drives af frivillige, og dine brugte børneting går ubeskåret til butikkerne og det gode formål.

Praktisk information

Red Barnets genbrugsbutikker sælger brugt kvalitetstøj, legetøj, babyudstyr, klapvogne, autostole og børnemøbler til børn i alderen 0-12 år. Tøjet bliver vasket og strøget og udstyret renset af søde frivillige hænder, hvorefter det vil blive solgt i Red Barnets 13 genbrugsbutikker. Red Barnet har lige nu 13 butikker, men tallet forventes at stige til mere end det dobbelte i 2018. Læs mere på redbarnet.dk/genbrugsbutikker.

Vi håber, at du har lyst til at komme forbi med en masse tøj og legetøj til genbrugsbutikkerne og være med til en hyggelig løbsdag.

Du er selvfølgelig mere end velkommen til at komme forbi løbspladsen, selvom du ikke deltager i løbet.

Løbsdatoer

  • Aalborg, Lindholm Strandpark. Tirsdag den 24. maj
  • København, Amager Strandpark. Søndag den 5. juni, mandag den 6. juni, tirsdag den 7. juni.
  • Aarhus, Mindeparken. Søndag den 12. juni.
  • Fredericia, Kastellet. Mandag den 13. juni.
  • Odense, Fruens Bøge. Søndag den 19. juni.

Du kan stadig nå at melde dig til her